VEJPAKKEN ER VEDTAGET!

Jeg er stolt af, at vi i 2020 fik vedtaget vejpakken. Det er en historisk landvinding i kampen mod social dumping, og vi har skabt masser af socialdemokratiske resultater. Herunder kan du se tre videoer og læse mere om nogle af de tiltag, som vi kæmpet for i årevis - og som nu bliver til virkelighed.


 

Slut med postkasseselskaber

Nu skal det være slut med at oprette en falsk virksomhed i Polen og sende sine chauffører til Danmark. Vejpakken sikrer, at man skal have økonomisk aktivitet i det land, hvor virksomheden er registreret. Og så skal alle lastbiler vende hjem til firmaets adresse mindst hver 8. uge.


Bedre arbejdsvilkår

Mange europæiske chauffører kører rundt i månedsvis uden at komme hjem. Vejpakken sikrer chaufførerne ret til at komme hjem til deres nære og kære mindst hver 4. uge. Derudover får chaufførerne også ret til at tage deres lange ugentlige hvil i en rigtig seng i stedet for i førerhuset - på vognmandens regning, naturligvis.


Danske vilkår i Danmark

Med vejpakken vil chauffører fra lavtlønslande ikke længere kunne underbyde danske lønninger, når de kører med gods internt i Danmark. Når en udenlandsk chauffør kører med gods internt i Danmark, så skal det nemlig ske på danske løn- og arbejdsvilkår.