BESKYT VORES ARBEJDSMILJØ

 
 
 

De sidste fem år har jeg kæmpet for at forbedre arbejdsmiljøet rundt om på de europæiske arbejdspladser. Blandt andet ved at insistere på, at vi i EU skulle lave den mest ambitiøse arbejdsmiljøstrategi nogensinde. Og ved at forbyde flere kræftfremkaldende stoffer og lave skrappere lovgivning for at beskytte mod asbest.

 
 

De næste fem år vil jeg kæmpe for

 
 

en Stærk indsats mod stress

I dag har vi masser af EU-regler omkring vores fysiske arbejdsmiljø. Men vi har ikke nogen regler, som sætter standarder for det psykiske arbejdsmiljø. Jeg kæmper for at få rettet op på dette, så vi kan sætte ind over for stress og og mistrivsel på arbejdspladser over hele Europa, hvor hver femte lønmodtager desværre rammes af stress.

 

 

Stop for flere kræftfrem-kaldende stoffer

Hvert år får 120.000 europæere konstateret kræft, fordi de i deres arbejdsliv har været i nærheden af kræftfremkaldende stoffer. Vi har allerede forbudt flere af disse, men nogle af dem må industrien stadig bruge. Det er ikke godt nok. Vi skal sætte hastigheden op på denne front og arbejde på at få flere kræftfremkaldende stoffer forbudt. Ingen skal dø af at gå på arbejde.

 

 

Bedre kontrol med arbejdsmiljø

I mange tilfælde er håndhævelsen af arbejdsmiljøregler mangelfuld, og kontrollen er alt for sporadisk. Derfor skal vi have EU til at lægge pres på medlemslandene, så de forbedrer kontrollen med den lovgivning, som allerede er vedtaget. Og når tingene ikke er i orden, så skal der også være en straf, som står mål med den fare, man har udsat sine medarbejdere for.