LØN OG VILKÅR

Jeg vil gerne være så gennemsigtig som muligt om den løn og de vilkår, jeg har som EU-parlamentariker. Derfor vil jeg prøve at beskrive dem herunder for at komme tvivl og usikkerhed til livs. 


Vederlag 

EU-parlamentarikere får et månedligt vederlag udbetalt, som udgør 9.808,67 euro (2022). Heraf betaler jeg EU-skat og ulykkesforsikring, hvorefter der er 7.646,00 euro tilbage. Af dette beløb betaler vi danske parlamentarikere også dansk skat, så vi bidrager til den danske velfærd - hvilket kun er ret og rimeligt. 

For sammenligningens skyld får et dansk folketingsmedlem 59.852,83 kr. (2022) i vederlag om måneden før skat. Afhængigt af dagens kurs får jeg godt og vel 73.000 kr. i vederlag om måneden før EU-skat, ulykkesforsikring og dansk skat. 

Det er dog vigtigt for mig at sige, at vi EU-parlamentarikere ikke selv fastsætter vores vederlag. Det udgør til enhver tid 38,5 % af grundlønnen for en dommer ved EU-domstolen, så derfor kan vi ikke selv hæve eller sænke det. 


Pension

Forhenværende EU-parlamentarikere har ret til en alderspension, når de fylder 63. Men som siddende medlem får man ikke alderspension oven i sit vederlag. Pensionen udgør 3,5 % af vederlaget for hvert hele år, man har udøvet sit mandat. Det vil sige, at pensionen efter ét års fuldt arbejde i parlamentet vil udgøre ca. 3.700 euro årligt. 


Generelle udgifter til kontorhold

Som EU-parlamentariker får jeg et månedligt beløb på 4.778 euro (2022). De penge skal dække udgifter til f.eks. avisabonnementer, telefon, kopi, it-udstyr og andet kontorhold. Hvis man som parlamentariker forsømmer sit arbejde og møder op til mindre end halvdelen af plenarmøderne, så halveres dette tillæg. Hvilket er logisk, for så har man ikke brug for ret meget kontorhold.

Når året er omme, betaler vi de penge, vi ikke har brugt, tilbage til parlamentet. 


Personale

Det er umuligt at løfte arbejdet som EU-parlamentariker alene, da der ganske enkelt er en utrolig stor mængde af sager, som ofte kræver ekspertise inden for særlige områder. Derfor har hver EU-parlamentariker op til 25.442 euro (2019) pr. måned til at aflønne personale og dække diverse udgifter i denne forbindelse. Men pengene udbetales naturligvis ikke til os parlamentarikere. De udbetales af Europa-Parlamentet direkte til vores personale.

I mit tilfælde har jeg to akkrediterede assistenter, en sekretær og en universitetspraktikant i Bruxelles samt en lokal assistent i København. Dertil deles vi danske socialdemokrater om en sekretariatschef i Bruxelles. De er alle underlagt arbejdsbetingelserne for såkaldt midlertidigt ansat EU-personale.

Rejseudgifter

Officielle møder finder som regel sted i Bruxelles eller Strasbourg. Til disse møder får jeg godtgjort mine reelle billetudgifter mod forelæggelse af både kvittering og boardingpass. Vi kan få godtgjort udgifter svarende til en flyrejse på business class, en togrejse på 1. klasse eller 0,56 euro (2022) pr. km ved rejse i bil op til 1.000 km. 

Jeg flyver som regel for at spare tid. Ofte køber jeg en billet, som sikrer mig fleksibilitet ift. ombestilling samt hurtigt sikkerhedstjek og høj prioritet ved ombooking, såfremt mit fly forsinkes eller aflyses. Hvilken billettype, jeg vælger, afhænger af disse forhold og tilgængelighed på den givne afgang. Men jeg flyver naturligvis kun med med selskaber, som har overenskomst. 

Hvis jeg som EU-parlamentariker inviteres til at deltage i en konference eller skal holde et oplæg uden for Danmark, så kan jeg også få godtgjort den faktisk billetomkostning og evt. hoteludgifter i denne forbindelse mod forelæggelse af kvittering og anden dokumentation. 


Diæter - også kaldet “dagpenge”

Jeg modtager et fast tillæg på 338 euro (2022) for hver dag, jeg deltager i officielle møder såsom udvalgsmøder og plenarmøder. Dette beløb skal dække indkvartering, måltider og alle øvrige udgifter i forbindelse med min mødedeltagelse. For at modtage dette tillæg, skal man notere sin tilstedeværelse. Dette beløb halveres desuden, hvis man møder op til mindre end halvdelen af afstemningerne med navneopråb i parlamentet. 

Når vi deltager i møder uden for EU, så får vi et tillæg på 169 euro (2022) pr. dag til at dække måltider og andre udgifter, såfremt vi noterer vores tilstedeværelse. Her refunderes udgifter til indkvartering separat mod forelæggelse af kvittering. 


Møder i Danmark

Som dansk EU-parlamentariker kan man få diæter, når man deltager i officielle møder i Folketinget. Jeg modtager ikke disse diæter, for da jeg bor i Havdrup på Sjælland, har jeg sjældent store udgifter forbundet med disse møder og vælger derfor disse diæter fra.


Boligforhold

Jeg lejer en lille lejlighed i Bruxelles. Jeg får ikke noget særligt tillæg til at dække disse udgifter, da leje, forsikring, el/varme osv. skal dækkes af de diæter, som jeg modtager, når jeg har officielle møder i Bruxelles og Strasbourg. Jeg får ikke dækket ekstra udgifter, hvis mine udgifter til kost og logi er højere. De 12 uger om året, vi er i Strasbourg, bor jeg på hotel, hvilket også skal dækkes af de samme diæter.


Kilde

Alle disse tal og oplysninger er hentet fra EU-parlamentets hjemmeside. En del af beløbene nævnt her vil blive reguleret ved f.eks. årsskifte, og derfor kan de afvige fra de senest tilgængelige tal på parlamentets hjemmeside.